Hjemmelavede burgere med alt, hvad der hører til

I lørdags stod den på hygge og fest på mit kollegium. Før fest hører der god mad til, og hvad er bedre end hjemmelavede burgere?

Jeg havde fundet en opskrift på koldhævede burgerboller, som jeg modificerede lidt, og lavede fredag aften.

Til 10 burgerboller

  • 12 g gær
  • 5 dl koldt vand
  • 1 1/2 tsk salt
  • 1 spsk rapsolie
  • 1 spsk honning
  • 200 g fint speltmel (eller hvedemel)
  • 200 g grahamsmel (eller groft speltmel)
  • 200 g durummel
  • Drys: sesamfrø eller andet

Put vandet i en stor skål, og opløs gæren i. Tilsæt salt, rapsolie og honning. Rør melet rundt i, det skal være en tyk, klistret dej.

Dæk skålen med film, og stil den i køleskabet til næste dag.

Næste dag: Form 10 boller af dejen med en ske og en hånd, eller hvad du lige føler for. Sæt dejen på en bageplade med bagepapir. Lad bollerne efterhæve i 30 minutter, pensl med kaffe/vand/mælk/æg og drys med sesamfrø, hvis du er til det.

Bag dem i ovnen ved 210 grader i 15 minutter (ca.).

Jeg prøvede at sætte en bradepande med varmt vand i bunden af ovnen for at få en dampeffekt. Jeg havde dog ikke tænkt dampeffekten igennem, og fik nogle lidt bløde, ikke så sprøde burgerboller. Men ellers var de gode.

Udover burgerbollerne fik vi nogle ordentlige hakkedrenge, tomater, agurk, salat og peberfrugter samt guacemole og ovnfritter.

Guacemolen blev lavet af 2 avokadoer, saft fra 1/2 citron, salt, peber, 1 fed hvidløg og en sjat creme fraiche blendet sammen.

5 mennesker formåede at spise ovnfritter af 2 kg kartofler, hvilket jeg stadig ikke helt forstår – det er alligevel en sjat. De blev lavet ganske enkelt: bagekartofler blev skrællet og skåret i skiver på langs, blandet sammen med olie, peber og et blandingskrydderi, der indeholder lidt for mange mystiske ingredienser, men virkelig smager godt: all-round krydderi (hvorfor det underlige navn, i øvrigt?).

Nåja, og så røg kartoflerne i øvrigt i ovnen, til de var færdige. De blev vendt nogle gange undervejs. Jeg kan klart anbefale at bruge bagekartofler til ovnfritter i stedet for almindelige kartofler. De bliver lidt mere “rigtige” efter min mening, og er i øvrigt væsentligt nemmere at skære i pæne stykker.

Når det er lørdag, skal man også have drinks. Helst farverige og med bær i. Så dem fik vi også, inden vi smuttede videre til fest:

De består i øvrigt af solbær, rom, sukkerlage (halvt sukker, halvt vand kogt sammen), og citron, fordi opskriften sagde det. Næste gang dropper jeg citronen, den var åndssvagt sur. Måske var det også, fordi jeg fulgte en opskrift på strawberry daiquiris; solbær er ikke så søde som jordbær. Bedre gennemtænkt næste gang.

8 tanker om "Hjemmelavede burgere med alt, hvad der hører til"

  1. personligt anbefale vil jeg dig, når du laver den slags kartofler, især når man laver “pomfritter”
    at du forkoger dem et par minutter, det giver et mere blød indre og sprød ydre, som på klassiske “friture-fritter”

    de skal self drænes og lækkes på klædet et mins tid eller to for at fjerne overskydende vand.
    men bliver bedre. syntes jeg ;)

  2. Hej,

    Hvorfor er der ikke bacon i burgeren? Bacon er kødets eget krydderi, og man bør derfor altid æres. Burgeren ser rigtig lækker ud, men bacon ville have været prikken over det berømte i.

    Ps. Min hustru spørger, hvad du dypper dine pomfritter i?

    Venlig hilsen

    John

  3. Hej John
    Jeg er ikke et baconmenneske. Det er vist den korte version. Så burgeren har i min optik (nu er en madblog jo aldrig objektiv) alt, hvad der hører til. :)
    Fritterne blev vist bare dyppet i god øko-ketchup og guacemole. Næste gang vil jeg bikse en aioli sammen også.
    Mvh LunaBærmonster

  4. hehe det kan du jo selvfølgelig have ret i :)
    det er jo igen, en smags sag!

    personligt ville jeg til bugere, fortrække de var for kogte.
    men måske til et stykke steg eller lign, ville jeg nok også foretrække blot ovnen, for at give det lidt mere “bid” :)

    i øvrigt, super fedt initiativ og god blog :)
    du har vidst fået en ekstra follower!

    det er i øvrigt jesper fra efterskolen, skulle du være i tvivl ;)

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s