Bemærk den utroligt yndige røde madkasse. En dag burde jeg vist lære noget om, hvordan man får mad til at fremstå pænt i stedet for tilfældigt.
Jeg ved ikke, hvordan jeg har kunnet undgå en opskrift på humus før, for jeg har virkelig lavet det mange gange. Det er super lækkert på madpakken med hjemmelavet rugbrød, i pitabrød, som dip og meget andet. Man kan dog risikere at dufte lidt af hvidløg, men det har jo aldrig skadet nogen. Altså andet end hvis man gerne vil kysse en, der sidder lige ved siden af, som ikke selv har indtaget hvidløg. Derfor må moralen være: giv mad med hvidløg til alle omkring dig, så opdager de ikke, at du dufter lidt af det.
Opskriften er ganske inspireret af salatsøstrene Scheftelowitz og Bock, dog med et par mindre ændringer.
Humus – til en ordentlig portion
- 250 g kikærter
- 4 spsk. citronsaft fra en frisk og spændstig citron
- 3 spsk. tahin
- Godt og vel 1 tsk. spidskommen
- 2 fed hvidløg
- Salt og peber
- Olivenolie
- 1 1/2 dl vand
Sæt kikærterne i blød til dagen efter. Det er klart bedre end dåsekikærter, selvom de selvfølgelig kan være bedre end ingen kikærter overhovedet.
Kog kikærterne til de er møre – ca. 45-60 minutter. Blend dem med presset hvidløg og alle de andre ingredienser, og smag til. Drys evt. med paprika eller røget paprika ved servering.
Det kan snildt holde sig i køleskabet i hvert fald 5 dage – længere har jeg ikke selv testet endnu.
